Jeg er stor fan af morgenmad – eller jeg er i hvert fald ret afhængig af det. Jeg duer ikke uden en god og solid start på dagen, og jeg har vist ikke sagt for meget, hvis jeg siger at feriens diskussioner og små-kriser lå i timerne inden, jeg havde fået noget at spise.
Det smarteste havde nok været at bestille et hotel med morgenmad, men så går man også hurtigt glip af alle de fine morgenmadssteder, som New York havde at byde på. At vi så endte med at spise det samme sted de fleste af dagene er så en anden sag.
Jeg har før udtryk min frustration over de super-kedelige morgenmadsmenuer på danske caféer: brunch, brunch og vegetarbrunch. Heldigvis er den bølge ved at vende med små charmerende steder som Nordisk Brødhus på Nørrebro og Granola på Vesterbro – men der er stadig langt til de morgenmåltider, jeg har oplevet i storbyer som Sydney og New York.
Dette er de tre anbefalelsesværdige steder, jeg nu har i New York-bogen:
Sunburst
Sunburst er en charmerende lille kaffebar og café i Gramercy, der serverer et bredt udvag af alt fra egg white omelets til havregrød og eggs benedict. Vi boede lige rundt om hjørnet, så pga. ovennævnte morgen-ulvetime – og fordi det virkelig var dejlig, frisk og robust mad at starte dagen på – kom vi der faktisk de fleste morgener.
Vi kom godt omkring på Sunbursts kort: alt fra yoghurt med frisk frugt, pandekager, kæmpe cappuccinos, friskpresset juice, french toasts mv. blev prøvet af og det hele var virkelig lækkert. Priserne var ikke gale: $3 for kæmpekaffe, $5 for yoghurt og frugt og $9 for en ordentlig portion eggs benedict.
Balthazar
Midt i SoHo ligger det autentiske brasserie, Balthazar, som med ét du træder indenfor, fører dig over atlanten med parisisk charme og autentisk fransk mad.
Vi kom der en morgen, og var måske heldige at få bord for der var propfyldt. Servicen var i top og maden lige så. Vi fik en eggs en cocotte, en klassisk croissant og (måske mindre fransk) yoghurt med frugt og hjemmelavet müsli. Og så iøvrigt fantastisk dejligt, friskbagt brød fra Balthazars egen bager.
Priserne lå også i den lidt højere skala med $14 for en portion yoghurt og $18 for eggs en cocotte.
Ess-a-Bagel
Et must-try, som jeg var blevet anbefalet af flere newyorkere, var Ess-a-Bagel. Når man som dansker forbinder bagels med dejlige friske sandwiches med selvvalgt indhold (og en masse salat), så er der altså lidt langt til den “ægte” vare. Bagels i USA er noget helt andet – og en langt tungere spise.
Selve bagelen, som var en kompakt sag, blev smurt med et tykt lag cream cheese og proppet med fyld – én slags fyld. Så da jeg valgte at bestille en æggesalat havde jeg måske forventet lidt mere spræld. Det blev i hvert fald lige tungt nok for mig, at starte endnu en dag i New Yorks gader på.
Men ikke desto mindre står jeg alligevel tilbage med et helt unikt indtryk af en autentisk lille newyorker-biks, hvor alt fra studerende og politifolk stod i kø til de bastante bagels. Det var et sjovt besøg og jeg ville bestemt ikke være oplevelsen foruden.
Priserne varierer meget efter det fyld, man vælger, fra $2-$14.
3 Comments
A + K = ♥
30/11/2013 at 12:13Nøj min tømmermænds-havregrød blegner godt nok lige nu – hvor ser det hele dog godt ud!
– Anne
Vi spiser ude
01/12/2013 at 11:32Mange lækre ting imellem, men igen, måske lige en anelse for meget af det hele. Især de Bagels ser lidt voldsomme ud. Gode billeder – Keep up the good work!
Pigen
01/12/2013 at 11:47Sandt! Bagelen var alt for meget for mig :)