Spaghetti Carbonara
Spaghetti Carbonara er en livret, som de af jer, der følger bloggen på Instagram vil vide, er blevet smovset en del over de sidste weekender. Carbonara er vel nærmest en “forbudt” ret i disse kulhydrat-sparetider. Men det gør den kun mere attraktiv for mig – og mine tømmermænd.
De få ingredienser gør den nem lige at bikse sammen og det tager ikke mere end et kvarters tid, så er der serveret. Alt du skal sørge for at have i køleskabet til søndag aften er god bacon, parmasan, en rest hvidvin, æg, lidt fløde og en portion spaghetti.
Find min opskrift på Carbonara her.
Pasta med pesto
Pesto er en klassiker, men de kedelige (og alt for salte) købevarianter er så utroligt misforståede. Især sammenlignet med hvor nemt det er at lave selv. Du kan spise pasta pesto alene; med en god bøf, kylling eller grillet laks; eller du kan lave en lækker pastasalat med resterne fra køleskabet og vende den lækre pesto i.
Pesto består af få, lækre ingredienser: frisk basilikum, pinjekerner, hvidløg, olivenolie og parmasan, som du kan sørge for altid at have i køkkenet.
Spaghetti Bolognese
En bolognese er muligvis lidt mere tidskrævende end de to ovenstående opskrifter, men ikke desto mindre nem at lave, da den kan passe sig selv imens du slapper af på sofaen. Så snart du har forberedt sovsen skal den blot have lov at stå og simre – gerne så længe som muligt. Og skal det være rigtig søndags-snasket, kan du også smide den i et fad med lasagneplader og bechamelsauce og lave en fabelagtig lasagne bolognese.
Retten består af hakket oksekød, løg, hvidløg, flåede tomater, gode krydderier (tørrede som friske) og smager altså forrygende med lidt friskrevet parmasan på toppen.
Find min opskrift på bolognese her.
God spaghetti-søndag! ;)
4 Comments
Michelle Pasfall
10/11/2013 at 17:30Pasta er en utrolig dejlig spise – og især min favorit, Carbonara (Pyt da med om den er ekstra kalorietung, livet skal leves)…
Med det sagt står aftenen i andestegens tegn; med alt hvad der hører med til.
Pigen
10/11/2013 at 22:10Jeg er helt enig. Og selvfølgelig er der mange der spiser and i aften – Mortens aften er en hyggelig tradition!
Jimmi Overgaard
10/11/2013 at 18:45Din pasta med pesto og kylling, er helt sikkert en vinder for dem af os som også har interesse for træning og et højt men nemt protein indtag :)
Pigen
10/11/2013 at 22:09Perfekt! Det er jeg glad for at høre.