Sommer betyder kød på grillen, nye kartofler og en masse skønne sommersalater på bordet. Hér er et lille udsnit af de salater, jeg har spist i min ferie.
Det kan måske godt se ud som om jeg lever af burgere hver dag – det er vist langt fra sandheden. Og min madkærlighed dækker også langt bredere end burger og fritter. Om sommeren har jeg faktisk mest lyst til kold mad og helst noget der er friskt, knasende og saftigt. Dog skal man jo huske at holde saltbalancen stabil i sommervarmen, hvilket er en rigtig god undskyldning for lige at snuppe en pomfrit i ny og næ ;)
Hver sommer sørger jeg for at tilbringe en stor del af tiden med familien i sommerhus, og der bestiller vi faktisk nærmest ikke andet end at snakke om mad, købe ind til mad, lav mad og spise mad. Er det ikke vidunderligt?
Ud over noget dejligt kød og fisk på grillen, samt den obligatoriske pølse, laver vi (især min mor) nogle dejlige friske salater til. Og som lidt inspiration har jeg her samlet et par udvalgte varianter, som egner sig særdeles godt i sommerheden.
Kartoffelsalat med melon, avokado og nektariner
Et alternativ til den hvide kartoffelsalat er denne overdådige salat med både kartofler, avokado, nektariner, melon, radiser og purløg. Krydr den med en olie/eddike-dressing med citron og pynt med purløg. Du kan desuden lave den med de grøntsager, du lige har ved hånden. Fx egner grønne asparges sig også formiddabelt i foråret.
Grøn salat med friske ærter
Vi spiste denne helt enkle og grønne salat til grillet laks. Salatblade, friskbælgede ærter og skalotteløg anrettes fint og tilføjes en olie/eddikedressing med hvidløg – eller alternativt en klassisk mormordressing.
Den klassiske caprese salat
Jeg tror altid lige jeg kan klemme lidt caprese ned – jeg er tosset med (god!) mozarella og solmodne tomater, og sørg for altid at pynte med frisk basilikum. Du kan spise den som den er, krydret med salt og peber, eller hælde en god olie over den. Spis den til pastaretter eller en stor steak på grillen.
Tomat og avokado salat
Modne tomater og en perfekt avokado – mere skal der ikke til. Heri har vi blandet friske basilikumblade, og en olie/eddike/sennep/honning-dressing.
Chorizo-salat med tomat og bredbladet persille
Min mor laver denne ret særprægede “salat” med cider-stegt corizo på tomat og bredbladet persille. Steg chorizoen i en god sjat æblecider til pølsen har taget farve og cideren er kogt lidt ind. Det ser specielt ud, men smager forrygende. Spis den med friskbagt brød til sommerfrokosten.
Vandmelon-salat med feta og græskarkerner
Som beskrevet i min lille beretning fra Mallorca levede vi her også meget af salater. Vandmelon er nok én af mine yndlingsspiser om sommeren og smager rigtig dejligt sammen med en salt feta/fåreost. Den er hér anrettet med babyspinatblade, ristede græskarkerner og fetaost, samt en god dressing på olie og honning.
Salad Niçoise
Niçoice er en klassiker og jeg eksperimenterer ofte med en ny variant hver gang, gennemgående er naturligvis æg og tun, men du kan lave den både med tomater, peberfrugt, asparges – eller som hér: helt grøn med salat, avokado, skalotteløg og oliven.
No Comments