Forretter Opskrifter Tilbehør

Guacamole på mexicansk manér

I min verden er en guacamole frisk, sund, med en skøn og kraftig smag og meget langt fra hvad mange danske restauranter og caféer slynger på bordet. Her er mit bud på en autentisk guacamole, som jeg har spist den i Mexico.

Guacamole er en mexicansk spise, der stammer helt tilbage fra aztekerne. Desværre har den i mange år herhjemme været fuldstændig misforstået creme fraiche-dip, og det (meget forkerte) image hænger ved. Selv på caféerne kan man få serveret en dip til sine nachos, som er oprørt af et umiskendeligt pulver, og som aldrig har set skyggen af avokado.

En mexicansk oplevelse

For en del år siden rejste jeg (af flere omgange) mellem- og sydamerika rundt med en veninde, og det var faktisk først hér (i Mexico), at jeg forstod hvad guacamole egentlig gik ud på. Og hvor fantastisk det kan smage, blot som supplement til ris og bønner – ja, man levede vel så billigt som muligt. Det eneste sted jeg herhjemme har smagt en guacamole, som den smagte i Mexico, var på Barburrito i Skindergade, som desuden klart er et besøg værd!

Jeg laver ofte guacamole herhjemme – jeg elsker avokadoer og bruger dem i smoothies og salater, og en guacamole gør sig formiddabelt i en burger, ligeså vel som alene med lidt chips eller grøntsagsstænger at skovle med.

Guacamole er desuden altid voldsomt populær, hvad enten den kommer på bordet som forspise eller tilbehør til en middag, så vær ikke nærrig med den! Lav altid rigeligt – det skal nok blive spist op.

Jagten på de modne frugter

Én af grundene til, jeg er så tosset med avokadoer, er med sikkerhed det faktum, at det kan være dælens svært at finde en god avokado og spise den på det helt rigtige tidpunkt. Det åbne vindue for en avokados modenhed vil for mig altid vil være et mysterium, så hvis du planlægger at lave guacamole til en middag, så find en god grønthandler, du kan stole på har modne avokadoer – eller køb dem umodne og hav tålmodighed :)

Avokado modenhed

Jeg laver guacamolen ret enkelt på avokadoer, lime, chili, tomater, løg, hvidløg og en god portion koriander. Men jeg har dog for nyligt lært af en kollega, der er opvokset i sydamerika, at den også fint kan beriges med mango, som tilfører en dejlig, sød smag. Det er min plan at lokke denne søde (og også ret burgerglade) kollega til en dag at poste et par indlæg om sydamerikansk comfort food, mums!

Du skal bruge:

  • 3 modne avokadoer
  • En frisk chili (efter temperament)
  • 1 lime
  • Et lille bundt koriander (efter smag)
  • 2 tomater
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • Salt og cayennepeber

Fremgangsmåde

Hak løg, hvidløg og chili fint. Halvér avokadoerne, fjern stenen og snit dem evt. inden du tager kødet ud af skallen med en ske (det synes jeg er lettest). Hak tomaterne fint – du kan selv vurdere om du vil medtage det “våde” alt efter hvor våd du ønsker guacamolen. Og slutteligt hak korianderen.

Hak eller mos avokadoerne i en skål og bland de øvrige ingredienser i. Alt efter hvor stærk chilien er, kan du vente med at putte det hele i til guacamolen har stået lidt. Smag den så til med limesaft, salt og cayennepeber.

Lav ikke guacamolen for tidligt ift. hvornår den skal serveres, da avokadoerne kan blive lidt brune ved iltning.

Guaca

Guaca4

Guaca2

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply
    fattig-bloggeren
    05/09/2013 at 12:14

    Haha du har fat i noget med de avokadoer ;) Men det ser bare lækkert ud! Mmmm guacamole :p
    Hilsen fattig-bloggeren

  • Reply
    A + K = ♥
    05/09/2013 at 19:21

    Hvor ser det godt ud – guacamole må godt have lidt smæk på!

    – Anne

  • Reply
    Dorte
    25/01/2017 at 18:49

    Læg en avocadosten i din færdige guacamole. Så undgår du, at den bliver brun.

    • Reply
      Pigen
      08/02/2017 at 14:20

      Tak for tippet!

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.