Avokado-smoothie med inspiration i Joe & the Juice’s ‘Fibre Active’. Smoothien er som savnet antyder proppet med fibre og dejligt mættende – drik den som morgenmad eller eftermiddagssnack.
Aktive fibre
Jeg arbejdede i en periode alt for tæt på en Joe & the Juice, hvilket var både vanedannende og frygtelig dyrt! Efterhånden nåede jeg omkring det meste af kortets klassiske banan/jordbær-smoothies og gulerod/ingefær-juices og spurgte en morgen efter juicerens favorit. Hans svar var prompte “Fibre Active”: avokado, citron og æble. Jeg kunne på ingen måde forestille mig at skulle drikke avokado og bestilte den med en snert af mistro, men siden har jeg aldrig drukket andet på juicebaren.
Siden jeg skiftede job kommer jeg nu sjældent forbi Joe’s juices, og har derfor selv eksperimenteret med mængderne af avokado, æble og citron. Følgende er de mål, jeg synes bedst om – men du kan evt. presse mere citron i (eller alternativt lime), hvis du kan lide den mere syrlig.
Brug en god æblemost
Man får klart den lækreste smag fra frisklavet æblemost – men man kan selvfølgelig også sagtens anvende en indkøbt variant. Hvis jeg ikke har mulighed for selv at presse, sørger jeg for at købe en god, økologisk æblemost. Hvis du istedet bruger æblejuice, er det min erfaring, at der skal bruges lidt mindre juice og mere citron, ellers bliver smoothien for sød.
Ingredienser til 2 glas:
- 2 modne avokadoer
- Saften fra 4 æbler (ca. 350ml)
- Saften fra en citron
Fremgangsmåde:
Hvis du laver æblemosten selv, skal denne først laves på en saftpresser.
Halvér dernæst avokadoer, fjern stenene og kom “kødet” i blenderen sammen med saften fra citronen og æblerne.
Skal du drikke smoothien med det samme kan du evt blende et par isterninger med – den smager bedst kold.
That’s it – servér evt. med et sugerør.
No Comments
Rig på proteiner: avokado-smoothie med mynte og skyr - Pigen & Pomfritten
27/03/2014 at 09:00[…] har før fortalt, at jeg er ret stor fan af avokado i smoothies. Den tilfører en dejlig cremet konsistens og er et godt alternativ til fx banan, hvis du vil spare […]
Frisk banana shake med mynte - Pigen & Pomfritten
24/05/2014 at 13:02[…] juices og smoothies ned. Favoritten dengang var Fibre Active, som jeg har forsøgt mig med selv her, og i takt med jeg selv har fået juicer og laver de flydende måltider selv, kommer jeg […]