At give julegaver er fantastisk – at købe dem knapt så sjovt. I hvert fald hvis man, som jeg, hvert år formår at lægge et helt urimeligt pres på sig selv om, at skulle finde den mest geniale, unikke og gennemtænkte gave uden også samtidig at ruinere sig selv.
Det handler jo om at kende gavemodtageren godt, og hvis du har en bøf-/burger-/pomfrit-entusiast i familien, er der her et par idéer til, hvordan du kan overraske og glæde juleaften – rangeret efter pris og ambitionsniveau.
1. Den klassiske bøfpresser
Jeg har nævnt det før, og tilmed udloddet den i en konkurrence – en bøfpresser er altså et must for enhver grill- og burgerentusiast!
Det er hurtigt, nemt og meget bedre at forme bøfferne i sådan en fætter og især hvis du er glad for at fedte farsen op med saucer og æg.
Den fås i flere størrelser og prislejer, men jeg klarer mig helt fint med den mest simple variant, købt i Fakta til 39 kr. Du kan finde en lidt fancy’ere model hér til 159 kr.
2. Og den lidt vildere bøfpresser
Er man glad for ost, er denne bøfpresser helt perfekt til en “Juicy Lucy” burger. Fyld bøffen med ost i midten og lad den smelte, når bøffen steges.
Du kan læse mere om metoden og bøfpresseren her, og så kan du købe den her til en pris på 159 kr.
3. Mandolinjern
Når der skal snittes tomater til burgeren, agurker til syltling eller vigtigst: hjemmelavede pomfritter, er et mandolinjern et must. Det kan fås i mange prisklasser efter kvalitet og ambitionsniveau.
Dette jern fra OXO er nok det bedste, man får til prisen (på tilbud til 447,80 kr), men er du mere ambitiøs er det måske dette fra Du Chef på tilbud til 599 kr.
4. Fritøse
Og så skal man selvfølgelig også have en ordentlig “ønskebrønd” at friturestege de nyskårne fritter i. Jeg har selv forsøget mig med olie i en gryde og det er både farligt og besværligt.
Det kan måske synes lidt omsonst at have en fritøse (udelukkende?) for at lave pomfritter, men for en burgerentusiast er det næsten et must. Og så kan man jo også snildt eksperimentere med onion rings, forårsruller eller friturestegte marsbars?
En fritøse står i hvert fald på min julegave-ønskeliste! Denne fra Princess er gjort populær af Price-brødrene og koster 584 kr.
5. Sous vide
Burgerentusiasten, som har udtømt alle de klassiske opskrifter og har brug for mere avanceret udstyr at excellere burgerbøffer med, skal naturligvis have en sous vide. Fx denne luksusmodel fra SVS Original til 3.199 kr.
Det ligger nok lidt ude over mit eget ambitionsniveau (for nu), men jeg er helt med på idéen med at vakuumpakke, lagre og tilberede kødet ved helt præcise temperaturer.
Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på området, men hvis man har mod på det, kan man læse mere her:
- Politikens sammenligning af den old school metode og sous vide tilberedning af hakkebøffer
- Eller iøvrigt læse en mere om metoden hos sous vide eksperterne på gastromand.dk
- Og når man så har mod på mere, bør man se Heston Blumenthals In Search Of Perfection – Perfect Hamburger afsnit
God gavejagt! ;)
1 Comment
NanaMaria
18/12/2013 at 06:04Dejlige julegaveforslag! Mht. sous vide, så hold også øje med immersion circulators, tror de rammer mainstream-priser først. Der er tit crowdfoundingprojekter med netop disse devices :)