Som forventet havde jeg alt for travlt til at kunne nå omkring alle de burgere, jeg gerne ville. Oveni det var appetitten usædvanligt fraværende i den bagende sol (ingen klager over vejret!) – og når jeg endelig havde lyst til en burger, blev jeg sgu lidt modløs over udvalget på årets festival.
Tirsdag: Aladdins Kebab
Det startede ellers meget fint om tirsdagen, før selve festivalspladsen åbnede, hvor jeg på de sene nattetimer nød en bakke ret så fine pomfritter fra Aladdins Kebab ved Apollo. Nuvel, vurderingen kan muligvis være påvirket en smule af aftenens promille, men til netop det formål fungerede de i hvert fald godt. Og jeg husker dem som sprøde og salte..
Onsdag: Skiburger, New Arctic og døp
Med burgerne var det straks værre. Jeg gjorde lidt research ved de forskellige burgerboder. For mange er Skiburger og Dixie jo festival-klassikere og must-eats. Men når jeg snusede lidt rundt blandt de spisende for at tjekke burgerne ud og udspurgte tilfældige om burgeren var “dét værd”, var både de og jeg tvivlende.
Jeg ved det er med risiko for at træde en masse Skiburger-elskere over tæerne (og jeg kan reelt set heller ikke udtale mig, om det fungerer, da jeg aldrig nåede at smage den). Men når der står rustik sandwich-bolle og thousand island på menukortet, står jeg altså af..
Således endte jeg, midt i en venindes sultkrise, med at impulskøbe den første festivalburger i Food Court fra New Arctic. Og først da jeg havde bestilt, kom jeg i tanke om at selvsamme burger var den, jeg ratede lavest ved sidste års festival. Æv! Hverken burgeren eller deres fish’n’chips var noget særligt.
Aftenen blev reddet med en solid natmads-hotter fra døp.
Torsdag: Juicy Burger, Milk & Sandwich, Busbus og Mor Tove
Herefter havde jeg fakstisk besluttet mig for, at give Juicy Burger et forsøg, men da jeg kom forbi dem i Food Court til frokost holdt de “pause”.. Jeg ved ikke om de var løbet tør for mad, men det resulterede i, at jeg istedet forsøgte mig med en pulled beef sandwich fra Milk & Sandwich.
Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor den ikke fungerede. Bollen var nok lidt for tør og for stor ift. fyldet, og så var det ret tydeligt at smage, at coleslawen var lavet på skyr og ikke mayo. Altså, jeg er stor fan af økologi og høj kvalitet af maden på Roskilde, men alt det dér grovbrød og sundhedsmayo kan de for min skyld godt gemme til detoxugen efter festivalen, tak.
Den kedelige frokost fik Father John Misty heldigvis hurtigt kompenseret for.
Aftensmaden blev hentet i Busbus, som laver en sindssyg god flæskestegssandwich (hvor man slipper for den voldsomt lange kø til Meyers) med ekstra svær, hvis man spørger rigtig, rigtig pænt. Stegen var saftig, akkompagneret af klassisk fyld og ciabattabollen, som først afskrækkede mig lidt, gjorde egentlig kun sandwichen godt – og mulig at spise, uden at den faldt helt fra hinanden.
Herefter blev der hentet en pandekage fra Mor Tove inden den stod på svedig Bikstok-koncert på Arena.
Fredag: Kristinedal Ox-burger (x2)
Fredag satte jeg min lid til sidste års positive overraskelse. Kristinedal ved Arena laver en lille håndvenlig burger, der sidste år imponerede med saft og kraft på den helt rigtige måde. Da jeg i år fik den til frokost var bollen tør og bøffen lidt for gennemstegt, mens fritterne derimod var lige i skabet.
Herefter stod den på Kendrick Lamar, Disclosure og Kygo – og efter sidstnævnte koncert på Arena blev der lige hentet en runde natmad, igen fra Kristinedal.
Om det var fordi det var sent på aftenen (tidligt på morgenen) og de derved havde bedre tid til at kæle for maden, eller om det igen var min promille der spillede ind, er svært at vurdere. Men anden runde af Ox-burgeren var langt bedre end den første. Langt saftigere, smagfuld og bollen også blødere.
Lørdag: Spaghettiboden og Dixie Burger
Lørdag fik jeg mit bedste måltid mad på årets festival. Og det var ikke en burger. Det var den simple, men voldsomt lækre spaghetti bolognese fra Spaghettiboden ved Trade Zone. Rigelig sovs, der tydeligt var lavet på lækre grøntsager – og der var ikke sparet på kødet, selv ikke denne festivalens sidste dag.
Måske var det fordi den smurte min efterhånden lidt slidte hals så fint. Måske var det fordi den var noget andet end alle de sandwiches og burgere, jeg skuffet havde gnasket mig igennem. Den var i hvert fald god – og den skal huskes til næste år.
Lørdag var også dagen for mit pomfritpige-højdepunkt. Jeg spottede dette søde par i mængden og måtte spurte fra min white russian og mit selskab for at nå at fange dem og spørge, om jeg ikke måtte tage et billede af dem. De var norske og de vidste bestemt ikke, hvem pomfritpigen var <3
Til aften bestilte jeg mere af nød end af lyst en Dixie Burger. Jeg følte ligesom, efter mange anbefalinger på Instagram, at jeg var nødt til at give den en chance.
Men jeg var desværre ikke fan. Bøffen var lækker – godt stegt og med en god grillet smag. Men det stærke fyld (læs: alt for mange jalapeños), den strimlede salat og den frygtelig kedelige bolle gjorde ikke noget for mig.
Jeg kan forstå at Dixie for mange er en klassiker, så det er heller ikke sikkert at de skal lave om på noget for min skyld. Men jeg så meget gerne flere burger joint-lignende boder på Roskilde. Jeg spiser meget hellere små, lækre måltider (a’la burgeren på Kristinedal) og tilgengæld lidt flere af dem. På den måde har man også mulighed for at smage lidt mere.
Sir Paul lukkede af med et større brag end Dixie Burger, og jeg glæder mig til næste år imens jeg håber på et lidt større burgerudvalg.
Hvilken burger var din favorit, og hvilken burger mener du, jeg missede i år?
9 Comments
Anders Damm
08/07/2015 at 15:53Det ligner sgu en sørgelig omgang! Vi må håber, der er strammet op næste år:)
Kristian
08/07/2015 at 15:58Er kødet i en Oxburger ikke mere et stykke steg, end en bøf? Anyways jeg har kun smagt den med stegen i Kristinedal (ikke deres normale burger) og den er helt i gennem suveræn. Den minder lidt om en flæskestegssandwich bare med okse. Deres fritter er jeg også med på, klart festivalens bedste og nogle af de bedste jeg har fået, nogensinde.
Pigen
27/07/2015 at 15:25Jo, det er vist rigtigt at “Oxburgeren” er med steg, men de har også en klassisk cheeseburger på kortet, og det var den jeg fik. Må prøve Oxburgeren næste år!
Martin Villumsen
08/07/2015 at 20:49Det lyder sørme som en lidt fesen omgang burgere og fritter.. Jeg nåede kun Dixie, som egentlig var ok, og så flæskestegssandwichen på Busbus efter McCartney, som var glimrende.. Jeg fik til gengæld en masse rigtig lækker mad i nogle af alle de andre madboder rundt omkring, hvilket jeg også skriver et indlæg om på bloggen inden længe :)
Pigen
27/07/2015 at 15:25Fint indlæg, du har skrevet, ja. Jeg skulle nok have bevæget mig lidt videre fra burgerne, men var så sikker på, der ville dukke en dejlig festivalburger op før eller siden :)
Ida
10/07/2015 at 07:34Det var ærgeligt du ikke var et smut ovre i L og få en burger fra gourmetburgers, fordi det var sådan set udmærket! Blev godt nok også skuffet over den der sandwich fra milk & sandwich :(
Pigen
27/07/2015 at 15:22Ja, det var lidt ærgerligt!
Signe
13/07/2015 at 00:09Prøv Haché Gourmet Burgers som ligger ved Citycenter East på campingpladsen, de har rigtig gode burgere! Deres bacon & cheese burger var den bedste burger jeg fik på Roskilde :)
Pigen
27/07/2015 at 15:17Den må jeg prøve næste år!
Man spiser godt overfor Forum - Pigen & Pomfritten
26/09/2015 at 09:55[…] en (lidt foruroligende) manglende burgerappetit de sidste par måneder. Jeg har skyldt skylden på en sløj festivalsæson, men måske årsagen lige så vel skal findes i min frygt for at blive skuffet. Jeg har på det […]