Der er virkelig delte meninger om Corner Bistro. På amerikanske burgersites går holdningerne fra “highly overrated” til “it’s the burger that became the standard by which all others would be measured“. Stedet bliver sågar nævnt i et afsnit af How I Met Your Mother (om jagten på N.Y.s bedste burger) med en vis portion afsky. Så der var ikke andet for end selv at aflægge den beskedne burger & beers bar et visit.
Corner Bistro ligger i det charmerende West Village og er kendt for billige burgere ($8) og øl ($2), sene åbnings- og serveringstider. Der kører sport på storskærme og du kan spise din burger eller BLT i baren med en lys eller mørk McSorley’s til.
Pints og plastic tallerkener
Vi var der en søndag aften og der var stuvende fuldt af både spise- og festglade gæster. Det tog lidt tid at få et bord – desværre var der ikke plads i baren, hvor jeg ellers havde fået anbefalet at tage plads. Istedet blev vi vist ind i et tilstødende lokale med små båse, som dog var knapt så charmerende som det åbne bar-lokale.
Vi startede allerede med to McSorley’s Irish Pale Ale i ventetiden og de smagte af flere. Vi fik også hurtigt bestilt to bistro burgers fra det beskedne udvalg af burgere og sandwiches.
Corner Bistro giver sig ikke ud for at være andet end en sportsbar og crowdet er ungt, stemningen høj, og maden bliver således også serveret på (måske lidt fesne) plastiktallerkener.
Simpelt, sublimt, sådan!
Fritterne var meget plain, og burgeren så heller ikke ud af meget: klassisk bolle og fyld bestående af friske tomater, salat, løg og syltede agurker, samt cheddar og bacon.
Ingen secret sauce eller overraskelser og måske heller ikke videre imponerende – men burgerens bøf var så saftig og god at den opvejede (og retfærdiggjorde) den kedelige indpakning.
Bøffen var tyk (som i virkelig høj), smagfuld og perfekt stegt, – cheddaren var cremet og smagte virkelig godt – og jeg var solgt. Nuvel, det er nok ikke den bedste burgeroplevelse jeg kommer hjem fra New York med, men hele setup’et var alligevel så underspillet at det tog mig lidt på sengekanten.
Hvis blot vi havde siddet i baren og chitchattet med bartenderen, så havde det ikke været langt fra perfekt.
For mig var besøget på Corner Bistro en ægte “new york neighbourhood” oplevelse. En plain burger, der smager som den skal, dertil skønne øl og god stemning, beliggende i West Village som samtidig har rigtig mange fede ting at byde på.
Besøg derfor Corner Bistro, hvis du:
- er sulten efter en klassisk bacon-cheese burger med en sublim bøf
- er i humør til gode øl, simple burgere og lokal barstemning
- skal starte (eller slutte) en festlig aften med et godt måltid mad (der er åbent alle dage til kl. 04)
- ønsker at spise (og drikke) virkelig billigt
- vil føle dig ung med festlige, studerende New Yorkere
- ønsker at opleve det hyggelige kvarter, West Village, by night
Corner Bistro ligger på på hjørnet Jane St og West 4th St i West Village – find deres hjemmeside her.
2 Comments
Lucas
07/10/2013 at 20:07Har du en profil på Foodspotting? Og i så fald – hvad hedder du derinde? ;-D
Pigen
07/10/2013 at 22:30Nu har jeg! ;)
Shake Shack - Pigen & Pomfritten
23/10/2013 at 22:05[…] og smagsmæssigt ligger ufatteligt langt fra hinanden. Fra en diner-style gastroburger til en hypet bistro burger på en irsk ølbar, en skjult burger joint på et fancy hotel og nu en klassisk fast food-kæde […]
Rystende gode burgere på Shake Shack i New York - Pigen & Pomfritten
24/10/2013 at 11:42[…] og smagsmæssigt ligger ufatteligt langt fra hinanden. Fra en diner-style gastroburger til en hypet bistro burger på en irsk ølbar, en skjult burger joint på et fancy hotel og nu en klassisk fast food-kæde […]