Da jeg for noget tid siden udgav min top 5 over byens bedste fritter havde jeg endnu ikke besøgt Bistro Pastis. Altså i forbindelse med bloggen, vel at mærke – jeg har vist været forbi og smovse bearnaise en gang eller ti. Og deres fritter fortjener bestemt også en plads i top 3.
Den københavnske bistro-jungle
Men for at starte fra begyndelsen, så skulle tre spiseglade piger altså ud og have en god bøf. Og mulighederne i byen er efterhånden mange. Foruden Oubæks (snart 5) steakrestauranter, Madklubben Steak, MASH, Brdr. Price, så er det snart ikke muligt at beslutte sig, når sulten skriger på bistro-mad. Men skal det være fransk og klassisk, så falder mit valg altså ofte på Pastis.
Du har sikkert forvildet dig forbi den franske bistro uden helt at vide det, for den ligger i hjertet af København (og foruroligende tæt på “Bermuda-trekanten”) i Gothersgade. Og man kan vel argumentere for, at det kræver en vis del charme at holde fanen højt klods op og ned af en Aldi?
Hvor længe bistroen har eksisteret ved jeg faktisk i skrivende stund ikke, men jeg får lyst til at sige altid. For den har i hvert fald ligget der længere, end bistro-bølgen har væltet ind over København og var måske endda med til at genopfinde den dansk-franske bistrokultur, som vi i dag kender alt for godt?
Ikke desto mindre får Pastis mig altid til at føle at jeg lige så vel kunne sidde på en finere fransk restaurant i Paris. Kvaliteten er iorden, og selvom serveringen er lidt “københavnsk”, så ødelægger den altså ikke det glansbillede, jeg forsøger at skitsere her.
Klassikeren: Boeuf Béarnaise
Og så til bøffen. Velvidende at vi skulle nedlægge en bøf med bearnaise og fritter til 255kr., fandt vi altså ikke på også at begive os ud i forretter. Og det var bestemt ikke fordi der ikke var noget, der fristede.
Havde tjeneren prøvet os af med fx Soupe à l’oignon gratinée eller Chèvre chaud ville jeg måske have haft svært ved at sige nej. Men det gjorde han ikke, og det efterlod så tilgengæld plads til dessert (altså måske..).
Nu er jeg ikke garvet vinkender (selvom svigerfar ivrigt forsøger at lære mig op), men jeg har efterhånden fundet ud af hvad jeg godt kan lide – og det er ofte dyrt – men vigtigere, hvad der går godt til forskellig mad.
Og selvom jeg er begejstret for Bourgogne (damn you, svigerfar!), så ved jeg også at en Pinot Noir lige derfra sjældent står retfærdigt til en steak med bearnaise. Så det blev istedet til en ganske udemærket og kraftigere Rhone.
Maden blev dernæst serveret overraskende hurtigt – jeg gætter på at der bliver slynget en del fritter og bearnaise over disken denne fredag aften, og bøfferne skulle jo også kun lige vendes.
Bøf var anrettet simpelt med sauce, salat og pommes frites (skal man måske kalde dem i denne sammenhæng) på siden. Jeg bemærkede at en sulten herre ved bordet ved siden bad om ekstra fritter og sauce – og det fik han uden problemer, selvfølgelig.
Gode fritter, men ikke byens bedste
Vi gik til fadene og hold nu op, det smagte som det skulle. Fritterne var sprøde, saucen dejlig syrlig, salaten et godt medspil og bøfferne som bestilt, medium-rare. Alting smagte pragtfuldt og der var virkelig (næsten) ikke en finger at sætte på det. Men – fritterne var altså ikke byens bedste.
Selvom de var gode, sprøde og smagte virkelig godt, så var de en anelse melede i midten. Ret skal være ret, og de sniger sig altså derfor kun lige ind på top 3.
Min anmeldelse | |
---|---|
Mad | |
Fritter | |
Vin | |
Betjening | |
Stemning | |
Value for money | |
Samlet: |
Selvom vi nærmest var for mætte til at kunne tillade os det havde min veninde og jeg spottet Profiteroles på dessertkortet. De blev bestilt til deling, og så skulle der selvfølgelig også lige et par kaffe og et par glas sauternes til. Min anden veninde måtte kaste servietten i ringen og nøjedes med en G&T.
Alt i alt en ret perfekt aften og det eneste, man kan klandre Pastis for var måske ikke at fortælle os, at bordet havde en bagkant men istedet blot servere en regning kl. 19.55 som “nu-må-i-gerne-smutte”-hentydning.
Lokation
Bistro Pastis ligger i Gothersgade 52 – find deres hjemmeside her.
6 Comments
TineLee
15/11/2013 at 20:33Der er bare noget ved sådan en omgang steak frites, som jeg aldrig blir træt af! Mums, hvor er det godt!
Pigen
18/11/2013 at 22:05Hørt! :)
A + K = ♥
16/11/2013 at 20:48Øj, hvor ser det dog bare godt ud – røde bøffer går aldrig af mode, og i selskab med fritter og bearnaise bliver det ikke bedre.
– Anne
Pigen
18/11/2013 at 22:06Jeg kunne ikke være mere enig :)
Sofie Sif Bremer Nielsen
30/04/2014 at 17:54Er dette den bedste steak med tilhørende fritter og bearnaise i København? Der er jo skarp konkurrence – jeg tænker bl.a. på Retour Steak, Nimb, MASH, Sokkelund og Madklubben Steak… Du må endelig guide mig ud i junglen, jeg er vild med bøffer, fritter og bearnaise. Virkelig syndigt, men virkelig lækkert. Skøøøn, skøn ret ;-)
Pigen
04/05/2014 at 00:43Hej Sofie. Dejligt med endnu en Boeuf Bearnaise-fan! :) Jeg har prøvet alle dem, du nævner – med undtagelse af Nimbs. Men det er desværre for længe siden til, jeg føler jeg kan guide dig oprigtigt på vej. Det er dog alle steder, der serverer rigtig dejlige bøffer.
MASH er en kød-oplevelse uden lige, men du betaler også for det. Retour (og Retour Steak) og manden bag har en helt særlig stjerne hos mig, da han jo var én af de første til virkelig at sprede bearnaise-bølgen i København. Og det er i øvrigt også ham (altså Oubæk), der har startet saucen op hos MASH. Sokkelunds fritter er muligvis byens bedste og hos Madklubben Steak får du god value for money. Så der er lidt for enhver smag, om man så må sige.
Lad mig endelig vide, hvis du kommer forbi nogle af stederne – og hvordan du synes det var. Det lyder lidt som om jeg også hellere selv må se at komme afsted på bearnaise-jagt :)