Gæsteanmeldelse: På jagt i Canada

Min kollega, Bruun, er en jordnær fyr fra Vejle, der nu går i hurtige sko og bliver ratet til tops på diverse Forbes-lister over indflydelsesrige personer under 30. Heldigvis kan jeg også hjælpe ham til tops på listen over indflydelsesrige burgerbloggere (det tillader han sig i hvert fald selv at omtale sig som i det følgende, til trods for, at han på det pågældende tidspunkt jo ikke rigtig har blogget endnu..).

Det er næsten heller til at regne ud på den skarpe frisure og det stramtbundne slips, men Bruun er faktisk særligt glad for den jyske version af en burger: bøfsandwichen – deraf selvfølgelig også kaldenavnet, Bruun Sovs. Så da Bruun skulle til Canada (for efterhånden længe siden) spurgte jeg ham, om han ikke ville jagte den bedste canadiske burger. Han var ikke svær at overtale.

Resultatet blev denne lettere kæphøje og noget udførlige anmeldelse af canadiske Jasper. Men den er virkelig, virkelig underholdende, så jeg håber, at I vil tage lige så godt imod den og hr. Bruun Sovs, som jeg.

---

En burgerblogger holder aldrig ferie

En mand spurgte mig engang: “Sig mig, Majostæt, holder du aldrig ferie?”. Og nej. Det gør jeg eddersparkme ikke. En ægte burgerblogger holder aldrig ferie – det har altid været mit motto. Selv i år, hvor jeg havde bevæget mig ud i den Canadiske ødemark, fandt burgerlysten mig liggende, som herren havde skabt mig; i foster stilling, kold og ensom. Og sulten.

Som et dyr gik jeg på jagt efter mit bytte, tog jeg til den lille by, Jasper Town. Hvis du ikke er grandmaster i Canadisk geografi (Bonusinfo: Canada er i øvrigt verdens andenstørste land…), så ligger Jasper 800 kilometer fra Vancouver. Lad os lige sætte det i perspektiv: Hvis du bor på Nørrebro, men synes Amager ligger langt væk, så vil det svare til at cykle fra “dit hood” til lorteøen 61 gange. Det er langt væk.

Mit territorie var altså øde og småt. Men for et rovdyr, som mig, var det perfekt. Jasper er så lille, at det er praktisk talt umuligt at overse selv den mindste restaurant, så der gik ikke lang tid før jeg opsnappede duften af smørristede boller og oksefars hos Jasper Brewing Company. En eller anden free-spirit har fundet på, at kombinere et bryggeri med en burgerbar og skabt Jasper Brewing Co, som serverer burgerer midt ude i Canadas ødemark – genialt. Det er da heller ikke svært at se, at vi er kommet til et populært sted. Kald mig bare skarp, men når der sidder folk og spiser burgere udenfor i 14 grader, så må der være noget om det.

Tålmodighed belønnes

“We don’t have any free tables right now, but if you can stick around for 10-15 minutes I’ll make sure to find you a spot”, sagde burgerdamen. Jeg svarede okay. En jægers vigtigste våben er sin tålmodighed, som jeg altid har sagt, så vi satte os for at vente. Efter 8 minutter blev vi henvist til et bord og fik et blik på menukortet, som indeholder en håndfuld forskellige burgere. For mig og mine kompagnioner faldt valget på den klassiske burger. Som det kan ses på menukortet, bestilles ost, bacon, etc. separat. Det virker mildest talt fattigt. Til Jasper Brewing Co.’s forsvar er det dog min erfaring, at det er en generel tendens i Canada. Jeg har sågar måtte bestille kylling til en caesar salad. Vor herre bevares.

Jeg bestiller selvfølgelig ost til min burger. Pomfritter følger med burgeren som standard, men man kan også vælge salat eller sweet potato fries, såkaldte ‘yam fries’. Vi er et selskab på 4 personer, så vi bestiller lidt af det hele. Med fare for, at I alle sammen – denne respektive blogs troldehær af burgerlystne – rejser sig mod mig med høtyve og fakler, må jeg inderømme, at ja, jeg bestilte en caesar salad i stedet for pomfritter i et desperat forsøg på at redde min sommerform. Bare korsfæst mig, men jeg er YOLO indtil benet (laver peacetegn).

Burgerens svar på Lars Lilholt

Der var travlt i køkkenet denne aften, og vi måtte vente i knap 25 minutter på vores bestilling. Lang tid, men ikke for lang tid. Da vores bestilling ankom, blev vi ikke skuffet. Tillad mig at starte fra en enden; bollen var silkeblød, men med en fin skorpe, som holdt godt på fyldet. På toppen var den smurt med en Thousand Island-lignende dressing, dog med en anelse mere røget smag, som komplementerede resten af indholdet fint. Men bollen ville mere. På toppen var der strøget mørke og lyse sesamfrø. Det er sjældent, at jeg kommer forbi denne enfant terrible på burgerrestauranter, og det er faktisk en skam. Sesam er burgerens svar på Lars Lilholt; tærsket itu af mange år på landevejen, men stadig en sikker succes i Jylland – og denne aften i Canada, sejrede sesam atter igen. Hurra!

I bunden var bollen smurt med de obligatoriske partners in crime, sennep og ketchup. Meget klassisk og elegant. Herpå var lagt et pickle. Eller rettere sagt, en syltet drueagurk, som var skåret på langs i en relativ kraftig skive, der gav burgeren både knas og et syrligt indslag. Agurken var markant . Bollen blev ledsaget af to tomater og et stort salatblad. I starten blev jeg revet midt over af det store salatblad, og jeg var ligedele intimideret, lige dele begejstret af det visuelt imponerende salatblad. Det viste sig dog hurtigt, at salatbladet udspillede en fornem rolle idet smagen var mere tilbageholdende, men i stedet bidrog med en god struktur og et tiltrængt knas. Tomaterne var en smule kedelig, og jeg fik mistanke om, at de nok mere var der af pligt end af gavn.

Efter salaten kom vi til det, der skulle vise sig, at være både højdepunktet og skuffelsen i denne anmeldelse: bøffen. Bøffen var tilpas kompakt – ikke for meget, ikke for lidt – og med en fin stegeskorpe. Ved første bid, var jeg stærkt begejstret for bøffen. Det er sjældent, at jeg oplever en så smagfuld bøf i en burger. En velovervejet kvægtype og en tocifret fedtprocent er, efter alt at dømme, opskriften på denne success, hvis jeg selv skulle gætte. Men også netop derfor ærger det mig, at få serveret en gennemstegt bøf. Kødet (og vi) havde fortjent bedre behandling, og jeg tør dårligt tænke på, hvor flot et resultatet, det ville have givet. At bøffen, på trods af den omfattende stegning, stadig var ekstremt smagfuld og saftig, må derfor krediteres tilbage til kødets kvalitetet. Jeg ville elske, at kunne give en topkarakter for bøffen, men stegningen afholder mig fra det.

A fucking burger crawing monster

Mit blasfemiske valg af caesar salad (som i øvrigt var særdeles god) afholdt mig selvfølgelig ikke fra at stjæle et par pomfritter fra min sidemand. Sweet potato fries er begyndt at vinde indpas hos mig, og Jasper Brewing Co. leverede fine fritter, tyndskårne, hvor kartoflens søde smag blev afvejet af frituren og et generøs drys salt. Til pomfritterne blev der serveret ketchup og en spøjs karrydressing. Sidstnævnte, slog mig kortvarigt ud. Hvad i alverden? Hvor er mayoen? Om karrydressingen var et halvhjertet forsøg på en remoulade eller et opfindsomt indslag fra kokken, forblev et mysterie resten af aftenen.

Så hvad betyder alt dette? Jeg får tårer i øjenene, når et sted som Jasper Brewing Co på udmærket vis formår at balancere en løssluppen barstemning og en værdig burger. Det er smukt. Intet mindre. Burgeren var bestemt en af de bedste burgeren, og det overgår min forstand, at en så lille by kan lave så storslået en burger.

Man siger, at i vildmarken finder man sit sande jeg. Så hvad er mit sande jeg? A fucking burger crawing monster.

Jasper Brewery ligger som sagt i Jasper, Canada – find dem på jasperbrewingco.ca.