Pigen bag pomfritten?

Trygheden i et dæknavn

Da jeg startede bloggen for nu et år siden (hurra!) havde jeg det bedst med at gemme mig bag et dække, eller alterego, Pigen (eller som nogen ynder at kalde mig: Pomfritpigen). Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg var bange for, eller hvorfor jeg følte, at det var rarest at holde mig anonym. Men der fulgte vel nok – og det gør der stadig – en vis portion præstationsangst i at kalde sig burgerekspert, i en tid hvor burgere boomer og alle har en mening. Og som ‘Pigen’ følte jeg altså, at jeg lettere kunne skrive helt ærligt om mine bedste og værste burgeroplevelser.

Netop denne beslutning resulterede måske i en lidt sløv start for bloggen (meget få venner er blevet presset direkte ud i likes, shares og follows, hehe), men til gengæld er jeg nu også helt afsindig glad og taknemmelig for alle jer, trofaste læsere, som jeg kan se besøger bloggen hver gang der er pomfritnyt. Det gør både lysten til burgere og at skrive om dem større, så tak!

Og også en stor tak til de søde medbloggere (Gastromand og Fierce og Fattig), som med deres burger/blog love i januar linkede til mig og gjorde måneden til den absolut bedste til dato <3

Et år i burgerens tegn

At jeg så har drevet bloggen i nu et år – hovedsageligt med en motivation i netop burgerspisning, selvom jeg også lever af meget andet – er måske egentlig lidt af en bedrift. Især da bloggen var nystartet spiste jeg virkelig mange burgere, og jeg fik en del kommentarer og spørgsmål om, hvordan dog jeg kunne få det til at hænge sammen. Men jeg lever altså for at spise, så hvis man samtidig er en smule forfængelig – eller går op i kroppens ve og vel – må man naturligvis kompensere lidt i den anden ende (læs: med motion og lidt sund mad imellem burgerne).

Men ikke desto mindre har forsøgt at regne lidt på det (yikes!). Og med en ordentlig bunke burgeranmeldelser plus de “løse”, hjemmelavede og tømmermændsplejende burgere, har jeg fået det til 48 burgere på et år (ja, det reelle tal er garanteret flere, men det ville altså være for voldsomt, hvis tallet kom over 50).

Dividerer man det ud på ingredienser i en god burger, kan man lave følgende fine infographic – så det gjorde jeg selvfølgelig. Det er altså stof til eftertanke. Det samlede antal kalorier har jeg skulle forbrænde med enten 30 timers løb, 60 timers dans eller 90 timers curling!

Pomfritfrem

Men efter alle de burgere er “pomfritpigen” altså efterhånden stor moden nok til at vise sit ansigt, så here goes: Mit navn er Karen, jeg er 29 somre og lever af og for mad. Jeg er, som den trofaste læser måske allerede har luret, ret stor fan af burgere (og tilhørende fritter) og har en ret klar holdning til, hvordan en sådan bør stykkes sammen.

Så har du endnu ikke læst mit manifest, kan du gøre det her – og se om du er enig i min “ingen-grovbolle-eller-rucola-tak“-holdning.

Jeg er endnu ikke blevet træt af burgere – utroligt nok – og vil fortsætte jagten på de bedste burgere i både København, Danmark og resten af verden indtil der vokser pomfritter ud af ørene på mig :)

Fortæl mig endelig, hvor du synes, jeg skal lægge vejen forbi næste gang for at anmelde den næste eller bedste burger?