Burgere kan tage mange former og behøver ikke nødvendigvis være associeret med fedtede fingre, tarvelig takeaway eller postmix cola. Invitér din date, din udkårne, din ven eller veninde på én af byens bedste burgere og nyd den i hyggelige omgivelser med en suveræn cocktail, et godt glas vin eller en hjemmelavet lemonade.
Underspillet romantik på Salon 39
Man kommer ikke udenom Salon 39 når man taler både burgere og romantik. Udover at lave byens bedste burger (efter min optik), er Salon 39 muligvis også den hyggeligste beværtning, jeg kender. Med liret jazz i højtalerne, suveræne drinks i baren og tilpas dæmpet belysning er Salon 39 det perfekte sted at tilbringe fredag aften. Husk at bestille én af salonens formidable cocktails til – jeg elsker dem med bourbon!
Læs mere om Salon 39 her.
Scoreburgeren på Nimb
Imponér fyren og invitér ham på den ultimative burger på Nimb Bar’n’Grill – eller tag spendérbuksen på og scor damen efter selvsamme opskrift. Nimb serverer en burger, hvor der er kræset for alle detaljer og du betaler også herefter. Men serveringen er gennemført, og i Nimbs flotte lokaler med suveræne vine kan det næsten ikke gå galt.
Læs mere om Nimb Bar’n’Grill her.
Noget for enhver smag på Ravage
Ravage serverer tripple-burgere, som dermed sikrer, at der er lidt for enhver smag. Og så er der noget lækkert over at sidde og spise tre små burgere, istedet for at slås med en enkelt. Ravages lokaler er hyggelige og ligger midt på Kongens Nytorv, hvilket er belejligt, hvis man har kulturelle planer før eller efter middagen. Ravage har desuden et imponerende drikkevarekort med et utal af både vine, øl og cocktails.
Læs mere om Ravage her.
Date-burger på Sokkelund
Sokkelund, som også serverer én af byens bedste burgere, er et godt bud på en topklasse café, hvor servicen er i orden. Og så er der tilpas gang i den, så man undgår den dér pinlige tavshed, der kan opstå på en første date. Invitér din nuværende eller kommende kæreste forbi, eller tag din gode ven, din mor eller en kollega med – Sokkelund duer til det hele.
Læs mere om Sokkelund Brasserie her.
Kærlighed og hygge på Pixie
På Pixies facade står der skrevet: “kærlighed & hygge siden 2006”. Og både Pixie og søstercaféen Taxa af samme ejere er små, skønne perler på hhv. Nørrebro og Østerbro. Stemningen er uhøjtidelig, crowdet er ungt og hipt og burgeren original. Pixie severer desuden en dejlig hjemmelavet lemonade med frisk mynte som går strålende til burgeren.
Læs mere om Pixie her.
No Comments