Invitationen til madblogger-arrangementet på Vesterbro Vinstue var faktisk mit første af slagsen. Og det var derfor, oveni hatten, en både sjov, anderledes og virkelig hyggelig aften i godt selskab med en masse andre søde madbloggere, som jeg fik mødt og sat ansigter på.
Vi var alle blevet budt til 4-retters menu og vinmenu denne tirsdag aften, og selvom der ikke var udsigt til burgere, var jeg bestemt ikke bleg for at takke ja til sådan en fornem invitation.
Mere end bare vin
Vesterbro Vinstue, som viste sig rent faktisk at være en VINstue (og meget langt fra min tidligere opfattelse af en sådan) ligger i Vesterbros hjerte – midt på Istedgade.
Konceptet er – selvfølgelig – god vin og dertil gedigen gastronomi. Og sidstnævnte var måske i virkeligheden også grunden til at vi alle var inviteret – for at skabe opmærksomhed omkring, at vinstuen også er en restaurant.
Og køkkenet har faktisk ret meget at byde på: pt er der 11 aftenretter på menuen foruden sødt og snacks. Alle retter koster 90 kr. og du kan således selv sammensætte en menu, dele retterne eller bestille dem løbende sammen med vinen.
Ved nærmere eftertanke rammer dette koncept faktisk ret godt plet netop hér blandt Vesterbros cocktail- og grillbarer.
Vinstuens univers
At træde ind i vinstuens univers var en oplevelse i sig selv. Stedet emmer af hygge og varme, men der er også en snert af ekstravagance – og man kan mærke, at der er kræset for detaljerne.
Men alt dette uden at Vesterbro-ånden er glemt: universet er jordnært og du er på ingen måde i tvivl om, at du befinder dig midt i København.
Indretningen er dunkel og mørk, og der går derfor noget tid før man får øje på små, finurlige detaljer. Overalt er der pyntet med små arvestykke-lignende antikviteter og på væggen hænger et jagttrofæ i mosaik. Og i stuen, hvor vi sidder, er stukken ikke den originale, velbevarede, men derimod pyntet med smileys og dødningehoveder.
Aftenens menu
Fortællinger om vinstuens indretning blev vi fint underholdt om fra vinstuens sommelier, Mads Dalsborg, mens vi nød en lille appetizer og en mousserende Brut Nature. Mads fortalte os desuden om vinstuens fokus på vine, og om at de prioriterer at have rigeligt at vælge imellem på glas. En fin og rigtig væsentlig detalje.
Og han introducede dernæst også aftenens menu:
Røgede & fritterede blæksprutteringe med citronmayo
Jordan de Asso, Brut Nature, Cariñena, Spanien
Rørt kalvetatar med dijoncrème & maltjord
2011 Piero Busso, Majano, Dolcetto d’Alba, Italien
Braiseret spidsbryst m. rå æbler, vaniljerødbeder & pastinakcrème
2011 Dom. du Jonicer, Le Classique, Lirac, Frankrig
Blåbærparfait med hvid chokolade, lakrids & persillerod
2011 Cantina di Negra, Recioto della Valpolicella, Italien
Den første ret: fritterede blæksprutteringe og citronmayo blev der naturligvis joket omkring bordet med, måtte være “right up my alley”. Og ja, det var vel også aftenens nærmeste bud på pomfritter, men sandheden er faktisk, at jeg aldrig har været specielt begejstret for blæksprutteringe.
Vinstuens version måtte jeg dog erkende faktisk var ret udmærkede: tynde og ikke for seje. Og med den tilhørende (sortfarvede) citronmayo gled de ganske fint ned.
Vi fortsatte på den tørre, mousserende vin fra velkomsten, som smagte mig godt – om den passede blæksprutterne lige så godt som den passede mig, er jeg usikker på, men begge dele bestod formålet at vække mine smagsløg.
Derpå blev vi præsenteret for kalvetataren, pyntet med dijoncreme og maltjord. Jeg er rigtig glad for tatar, især når den er så skarp i smagen som denne var. Men selve tataren var simpelthen for sej til min smag.
Og selvom den sprøde maltjord gav et fint modspil, så skulle kødet altså have været mere cremet og blødt. Til tataren fik vi den sødere Dolcetto som spillede rigtig fint med retten.
Hovedretten endte med at være min favorit på aftenen. Den var utroligt smukt anrettet (og lignede næsten en dessert), og det braiserede spidsbryst smeltede nærmest på tungen.
De rå æbler, pastinakcremen, de tyndtskårne vaniljerødbeder og den friske estragon stod godt til kødet og smeltede sammen i en dejlig smagsoplevelse i min mund. Måske var det ikke den mest banebrydende ret (vent, til vi kommer til desserten), men den passede mig rigtig fint.
Hertil fik vi en rødvin fra Lirac, som var lys men samtidig tung og sødmefuld, nærmest blommeagtig, og som stod fint til den kraftige efterårsret.
Slutteligt fik vi serveret en blåbærparfait med hvid chokolade, lakrids og persillerod – sidstnævnte både som ingrediens i parfaieten og som flager på toppen af desserten. Det var virkelig en smagsbombe, der tog mig lidt på sengekanten.
Aldrig har jeg smagt persillerod i sådan én konstallation, men det fungerede virkelig overraskende godt. Det var klart også dén ret, der skabte størst meningsudveksling over bordet (om det så var vinene eller retten..).
Til desserten fik vi en ligeså (for mig) overraskende vin: en Recioto (ikke “risotto”), der slet ikke var så sød, som man ellers kunne misledes til at tro pga. den dybe farve. Dog stadig utrolig kraftfuld.
Det var ikke desserten, der pleasede mine smagsløg mest, men klart aftenens største overraskelse. En eksperimenterende, bastant og interessant ret, som egentlig endte med at karakterisere Vesterbro Vinstue meget fint.
Alt i alt en rigtig fin aften i kyndige hænder og godt selskab. Jeg er både taknemmelig for at være blevet inviteret med og glad for nu at have fået øjnene op for Vesterbro Vinstue.
Vinstuens koncept er meget veludført. Jeg synes godt om fleksibiliteten i både menu og vine, og kan sagtens se mig selv besøge vinstuen til både et glas vin eller for at gå på opdagelse i menuen.
Find mad og vine på vinstuens hjemmeside: www.vesterbrovinstue.dk.
No Comments