Sønderjysk kålpølse-symfoni i Masterchef
Det er ikke så længe siden jeg så en genudsendelse af et afsnit af Masterchef, hvor en række deltagere får udfordringen at bikse en ret sammen ud fra kun tre – selvvalgte – ingredienser. To deltagere går sikkert frem med ananas, chokolade og nougat, samt yoghurt, hindbær og mandler. Men! Sidste deltager, Ole Steffensen, vælger (af egen fri vilje) at gå med en sønderjysk kålpølse og en melon. Samt en flaske hvidvin som sidste “ingrediens”.
Måske var det fordi jeg lå syg, derhjemme under dynen, men jeg syntes sgu det var morsomt. Ole står i 10 ud af de 15 minutter til rådighed og betragter sit valg (man formoder vel han går lidt i panik), og vælger så endelig at anrette melon og rå pølse i mundrette bidder, med et glas hvidvin på siden. Til hans held, måske, formår den ene konkurrent at brænde sin chokoladesovs på(!), og Ole ender faktisk med at slippe ret fint afsted med sin (ret geniale, synes jeg – modbydelig grimme, synes Herman) “sønderjysk kålpølse-symfoni”.
Tilbage til det, det handler om: melon og skinke
Ikke desto mindre er kombinationen af det søde og det salte afsindigt godt. Dog synes jeg (eller tror – for jeg har faktisk ikke smagt det med sønderjysk pølse..) at det fungerer bedre med en god spansk eller italiensk, tørret skinke (fx serrano eller parma).
Dog er det værd at påpege, at når en forret som denne er så enkel, så er det især vigtigt at råvarerne er i topkvalitet. Spar ikke på skinken og køb en dejlig, frisk melon.
Fremgangsmåden er tilgengæld så simpel at jeg ikke engang vil begive mig ud i noget, der kunne ligne en “opskrift” og istedet blot lade billederne stå som inspiration. Hvis du er frisk kan du også kværne lidt peber, drysse med noget grønt eller overhælde det med lidt olivenolie.
1 Comment
fattig-bloggeren
03/08/2013 at 13:18Ej det er noget af det bedste :) Har så tit fået det i Frankrig og Spanien på ferie :D Rigtig sommerlidt, god til foretter, tapas osv… og super nemt at lave ;) Lige i skabet!
Hilsen fattig-bloggeren