Jeg fik anbefalet The D Diner af min – ret så – amerikanske kollega, som efter flere besøg, er intet mindre end ovenud begejstret for det hjemmevante sted: “They serve breakfast all day!”
The D Diner – tidligere Dee Diner
D Diner åbnede på Gammel Jernbanevej Valby i August ’12, men havde forinden da ligget et par år på Vigerslev Allé som “The Dee Diner”. Stedet skal have cadeau for det virkelig gennemførte tema, som var man holdt ind ved en diner langs Route 66 – vægge, lofter og døre plastret til med reklamer, nummerplader og merchandise; sodavand serveres på flaske med tilhørende sugerørs-holder på bordene; udelukkende amerikanske øl; personalet i 50’er-uniformer og Elvis-hår; rock’n’roll fra jukeboxen og godt med kalorier på menuen.
Rockabilly Food på menuen
Og menuen favner også alt fra en all american breakfast: omeletter, donuts, hashbrowns, pancakes, peanutbutter & jelly sandwich og french toast (her bemærkede jeg iøvrigt at man kun betaler for den første kop kaffe), til et bredt udvalg af burgers, salater og “sliders” (sandwiches), fem forskellige steaks (New York strip, Rib-Eye, T-bone mm.), et udvalg af “comfort food“: chili, nachos, corn dogs, burritos og endelig de klassiske desserter. Phew! Der er noget at vælge imellem.
Men selvom dineren serverer mange andre nationalretter end burgers, så var det altså dét, der i denne omgang skulle prøve. Burger-menuen består af syv klassiske varianter i prislejdet 99 kr. for en 200 g Regular Ronnie til 149 kr. for en MOAB (“Mother of All Burgers“) på 400g. Du vælger en variant, en dressing og hvordan du ønsker bøffen stegt. Vi valgte en Blue Moon med blue-cheese og en Bonnie & Clyde bacon/cheese burger, begge medium-rare og med hhv. ranch og chipotle.
“Bring in the burgers”
Burgerne blev serveret hurtigt, – dog uden fritter i første omgang, da de ikke var klar endnu – dårligt koordineret, men fint håndteret at burgerne bliver serveret når de er varme. Burgeren bliver serveret som “byg selv”, dvs. med salat og dressing ved siden af. Faktisk en fin konstallation, men jeg får selvfølgelig nasset rundt med bøf og dressing, og det generer mig lidt at salaten er hakket og ikke i lidt mere håndterbare salat-blade. Det er dog en mndre detalje. Jeg præsterer selvfølgelig også at brænde fingrene på den varme ost undervejs – men fummelfingeri er på egen regning :)
Bøffen i min Bonnie & Clyde er stegt perfekt, men min kærestes Blue Moon er desværre gennemstegt. Ranch- og især chipotle-dressingerne er begge dejlige – og der er rigeligt af det. Bollerne er utroligt kedelige (og hér må det være “Påskeboller”) og reddes kun af at de har fået en sprød risteskorpe og er dejligt lune (hvilket vel egentlig er minimumskrav).
Fritterne bliver endelig serveret, skoldhede. Dog konstateres det hurtigt at de er typiske “frostpose-fritter” og desuden stegt i en olie, der smager meget karakteristisk af friture. Min kæreste bliver ved med at kommentere “calamares”, hvilket jeg unægteligt må give ham ret i. På plussiden skal nævnes at de var perfekt stegt og eddersprøde.
Bonnie & Clyde – bacon/cheese burger
Blue Moon – blue-cheese burger
Stemningen kompenserer for den manglende kvalitet
Selvom burgeren må siges at skuffe lidt, var det alligevel en ret fint besøg på D Diner. Dog ligger oplevelsen i højere grad i stemningen og det indlevende tema, som virkelig er gennemført!
Min anmeldelse | |
---|---|
Bøf | |
Bolle | |
Fyld | |
Fritter | |
Tilbehør | |
Betjening | |
Stemning | |
Value for money | |
Samlet: |
Jeg er ikke stor fan af “Københavner-fancy” burger-varianter med både surdej, fuldkorn og/eller foie gras, og værdsætter istedet den simple “amerikaner” med sød, luftig bolle og minimalistisk fyld. Men jeg synes alligevel at D Diner’s burgers mangler noget originalitet, og så havde jeg forventet at elementer som pomfritter og burgerboller var hjemmegjort.
Der er mange ting på kortet, som vi måske burde have smagt, bl.a. så deres milkshakes helt åndssvagt gode ud og måske har mange af deres andre retter mere originalitet end burgeren formåede at udvise. Og så havde jeg simpelthen ikke plads til at teste deres dessertmenu, som ellers favner favoritdessert #1: Banana Split – det må blive næste gang!
Lokation
The D Diner ligger på Gammel Jernbanevej 1 i Valby – find deres hjemmeside her.
No Comments