Hyggelige Hellerup Havn
En sommeraften kørte min mor og jeg til Hellerup Strand for at bade og vi endte efterfølgende med at spise på Hellerup Sejlklub, som ligger rigtig hyggeligt i Hellerup Havn.
Vi var blevet lidt kolde efter vores dukkert og ville derfor gerne have haft et af de ledige borde i aftensolen, men måtte henvises til de borde (i skyggen), som ikke var forbeholdt sejlklubbens medlemmer. En regel som jeg egentlig udemærket forstår – så længe bordene bliver besat – men denne aften stod der mange borde tomme.
Stemningen var dog ret hyggeligt og emmede af sommer og ferie – på trods af, at det blot var en almindelig onsdag aften. Selvom jeg faktisk var en smule burgertræt (ja, det kan jeg godt blive!), så fik bemærkningen på menukortet “Jack Daniels Burger (nok byens bedste)” min opmærksomhed – det skulle afprøves.
Burgeren lovede bacon, ost, Jack Daniels BBQ, hjemmesyltet agurk og ovnstegte kartofler og ravigotte creme. Det lød i hvert fald godt.
Bastant bolle og kedelige kartofler
Til burgeren bestilte vi to store cola, som ankom i plastflasker (så hæld dem dog op i et glas!) med dette års kampagnekoncept, som langt de fleste gange – og også denne – falder lidt til jorden. Men “Jeppe og ven” fik snart deres burgere og serveringen så da prangende ud.
“Byens bedste” var det dog langt fra: Selvom bøffen var smagfuld, så kom smagen nok mest fra bbq-sauce og rigeligt ost, som også gav burgeren en god saftighed. De syltede agurker gjorde også godt.
Bollen var for stor (som i virkelig tyk!) og for hård til burgeren og her gjorde det altså ikke godt at den var grov. Kartoflerne var stegt hele og havde en fin skorpe, men var frygtelig melede inden i.
Ravigotte cremen (en vinaigre sauce på skalotteløg, kapers og krydderurter – kan jeg Google mig til) var lige rigeligt tynd – jeg formoder den også var kommet i burgeren, for den sejlede også lidt. Men den smagte dejligt, måske i den lige rigeligt syrlige ende.
Portionen var stor – for stor for mig, og den kraftige og lidt fede smag af både dip og bbq-sauce blev også hurtigt for meget. Så alt i alt en ‘so-so’-burger. Og så var der desværre ikke meget plads til min ellers udsete Gateau Marcel på dessertkortet.
Middelmådig burger med en fantastisk udsigt
Min anmeldelse | |
---|---|
Bøf | |
Bolle | |
Fyld | |
Fritter | |
Tilbehør | |
Betjening | |
Stemning | |
Value for money | |
Samlet: |
Selvom stemningen på restauranten var hyggelig og udsigten fantastisk, ville det være synd at sige det samme om serveringen.
Vi blev betjent af tre forskellige tjenere til hhv. bestilling, servering og betaling, og det var umuligt at få deres opmærksomhed – til trods for det ikke lod til at være en synderligt travl aften.
Prisen på 130 kr. var ok portionen taget i betragtning, men man skal lade være med at kalde sin burger for “nok byens bedste” medmindre man er ret sikker på, at den kan klare sig i den liga.
Så tag derud på en solskinsdag og nyd stemningen, men hav ikke for høje forventninger til burgeren.
Restaurant Helleup Sejlklub ligger på Strandparksvej 36 i Hellerup Havn. Find dem på deres hjemmeside her.
No Comments